Lidt om os

"På Bjerget" er et socialpædagogisk opholdssted godkendt under §66 og §107.

Stedet åbnede dørene i 2002 og ledes af forstander Kristian Kjær. Maria Sahlmann, som er stedfortræder og pædagogisk leder, bor på stedet med sin mand og to børn.

Opholdsstedet består af to huse:, Bjerget og Bjerrehus . Bjerget har plads til 8 børn og unge i alderen 7-18 år, hvor Bjerrehus har 4 pladser.

​Vi arbejder med udgangspunkt i oplevelsesorienteret eksistensialisme. Det vil sige at vi møder børn, unge og familierne, hvor de er i livet, med de forudsætninger og omstændigheder, der danner grundlag for vores møde. Vi mener at al udvikling sker gennem processer - og at alle har mulighed for at udvikle sig.

​Vores overordnede målsætning er, at børnene og de unge skal rustes til at kunne vælge et liv, de sætter pris på, og som bidrager til fællesskabet. ​Vi stræber efter, at alle vores unge skal have en afgangseksamen og at de fleste skal tage en ungdomsuddannelse.

​Opholdsstedet har gode fysiske rammer og er særdeles smukt beliggende. Vi har en stor have, ret til at fiske på ca. 2 km af Gudenåen samt i en nærliggende sø.

Huset er historisk set en propietærgård, og har en særdeles interessant historie, da både N. F. S. Grundtvig og Christen Kold i midten af 1800-tallet har haft deres gang og virke her.​

​Et bærende princip for vores sted er, at der skal være rart at være både for børn og voksne.

Vi har en ambition om at levere den højest mulige kvalitet i vores pædagogik, derfor samarbejder med nogle af de dygtigste undervisere og supervisorer indenfor vores felt, for hele tiden at udvikle vores tilbud. Vores arbejde er bl.a. inspireret af Bruce Perrys NMT-metode. Vi har løbende undervisnings -og supervisionsforløb i den miljøterapeutiske metode. Ledelsen superviseres og undervises af Kemplerinstituttet. Vi anvender Kempler instituttets Familiebehandleruddannelse til opkvalificering af medarbejdere.

Dagligdagen

Dagligdagen på opholdsstedet er præget af faste rutiner, aktiviteter og gøremål. De yngste beboere bliver vækket af en voksen, og de ældste har selv ansvar for at komme op om morgenen. I erkendelse af at morgenen ofte kan være travl, er der ikke fælles morgenmad.

Det er et krav, at børnene og de unge skal have morgenmad samt være soignerede inden huset forlades.​

Om eftermiddagen mødes vi i spisestuen til eftermiddagssnacks. Vi lægger stor vægt på at stemningen er positiv. Dette daglige ritual bibringer fællesskab og ro. Derudover er der ved spisebordet mulighed for at give beskeder og planlægge.

​​En gang om ugen er der rengøring af hele huset, hvor de fleste har ansvar for et bestemt område. Hvor det er nødvendigt, hjælper en voksen til. Derudover er der to gange ugentlig rengøring af badeværelser, som forestås af børnene og de unge på skift. Børnenes og de unges værelser skal være ryddelige og rengøres mindst en gang om ugen.

Hverdagen 

​Om eftermiddagen og aftenen er der mulighed for at deltage i sport og andre aktiviteter i de omkringliggende klubber. 

Vi har et meget aktivt klubmiljø i området, men er der særlige ønsker, er der flere muligheder i både Vejle og Horsens. 

​Alle mødes til aftensmad, som en af børnene eller de unge har tilberedt sammen med en voksen. Børnene og de unge har medbestemmelse på menuen ud fra et krav om rimelighed i forhold til sund og varieret kost.

​På en typisk aften sker der meget forskelligt - eller ingenting. Efter individuelle ønsker er der mulighed for bl.a. at spille spil, have besøg, arbejde i det kreative værksted eller gåture.

weekenden

I weekenderne er det meget op til de unge at komme med ideer til, hvad der skal foregå. Som regel arrangeres der én af dagene en tur ud af huset, mens den anden dag bruges til afslapning. Der er naturligvis også mulighed for at besøge og have besøg af venner. Alle større udflugter, fester osv. planlægges som regel på vores husmøde, som vi afholder hver uge.

​Vi har gennem året faste traditioner eksempelvis omkring jul og fødselsdage.

​I sommer, vinter og efterårsferier er vi på rejse i både Danmark og udlandet.

lektiehjælp med en voksen

Om eftermiddagen er der mulighed for lektielæsning med voksenhjælp. 

Hvis der ikke er lektier med hjem, opfordres alle til frilæsning eller lydbogslytning. 

Opholdsstedet har en bred samling af ungdomslitteratur ligesom vi benytter det lokale bibliotek, og det bliver efter et stykke tid naturligt for de fleste at være i gang med en bog.

Vores Faglige
udvikling

Vi har gennem de seneste år trænet miljøterapi med undervisning og supervision fra psykolog Lars Rasborg. Det næste trin i vores faglige udvikling vil tage udgangspunkt i Susan Harts teori om centralnervesystemet, individuelt og kollektivt. Vi arbejder med at forbedre vores evne til at " låne" vores​ centralnervesystem ud til børnene som støtte i situationer, hvor de ikke evner at autoregulere og arousalregulere. Samtidig arbejder vi med at bevidstgøre børnene og de unge i retning af en forståelse af menneskers indbyrdes afhængighed og de muligheder, der åbner sig når evnen for empati øges. Vi samarbejder med psykolog Jesper Birck, som er specialist neuroaffektiv udviklingspsykologi og certificeret i Bruce D. Perrys neurosekventielle teori, om et undervisningsforløb med henblik på at implementere denne forståelse i vores arbejde. Teorien tilbyder som noget helt enestående, en model som gør det muligt at måle den udvikling der sker i hjernen ved at kortlægge de nye forbindelser der, gennem den rette behandling, opstår mellem hjernens tre niveauer. Som forarbejde til dette forløb træner vi i personalegruppen i at identificere det Perry kalder arousalfaktorer, dvs. affektskabende faktorer, da vi ved, at positiv udvikling sker gennem skabelsen af nye forbindelser og genveje mellem hjernens niveauer, og at denne udvikling er betinget af at man som menneske føler sig tryg.

Som yderligere forberedelse til forløbet læser vi sammen Bruce. D Perrys bog: Drengen der voksede op som hund.

​For at opkvalificere vores familiearbejde er vi løbende i gang med at få uddannet familiebehandlere, som foregår på Kempler Instituttet.