"Det er jo næsten som i en almindelig familie" (Tobias 15 år)

Velkommen til ​"På Bjerget"

Vi er et mindre familielignende opholdssted med plads til 6 børn/unge i alderen 7 - 18 år. Vi arbejder ud fra en målsætning om at børnene / de unge skal rustes til at kunne vælge et liv de sætter pris på. Det indebærer at vi har som mål, at langt de fleste af vore unge skal have en afgangseksamen og efterfølgende en ungdomsuddannelse. Vores resultater gennem de seneste 13 år viser, at 95% af vore unge har opnået en afgangseksamen, og mere end 80% har gennemført en ungdomsuddannelse.

Vi har en ambition om at levere den højest mulige kvalitet i vores pædagogik. Det sikrer vi ved hele tiden at være på forkant med- og anvende den nyeste viden på det pædagogisk/psykologiske område. Vi samarbejder derfor med nogle af Danmarks dygtigste undervisere indenfor feltet, for hele tiden at udvikle og optimere vores tilbud. Over de næste 2 år arbejder vi med at implementere Bruce D. Perrys NMT-metode og har i den forbindelse truffet aftale om et undevisningsforløb med Psykolog Jesper Birck, www.jesperbirck.dk, som er specialist i denne tilgang.

​Opholdsstedet fysiske ramme er en herregårdslignende ejendom, særdeles smukt og højt beliggende, mellem Tørring og Brædstrup i Hedensted Kommune. Vi har en kæmpestor have, crossbane, ridebane, fiskeret på ca. 2 km af Gudenåen samt i en nærliggende sø. Huset har en særdeles interessant historie, idet både N. F. S. Grundvig og Christen Kold i midten af 18-hundrede tallet, har haft deres gang og virke her.

Huset er meget rummeligt og rummene er indrettet med ønsket om at skabe en hjemlig atmosfære, da vi mener det er essentielt at børnene/ de unge oplever et miljø, der trods de særlige omstændigheder, minder om livet i en almindelig familie. 

Det bærende princip på vores sted er, at det skal være rart for både børn og voksne at være i huset.

På Bjerget har eksisteret siden 2002 under leder Kristian Kjær. I 2012 flyttede Maria, som er pædagog på stedet, ind i lejligheden øverst i huset sammen med sin mand Jens og deres søn Marius på 2 år. Maria har været ansat på stedet i 7 år. Kristian er fortsat leder af opholdsstedet.

​I umiddelbar nærhed af opholdsstedet er der gode busforbindelser til bl.a. Vejle og Horsens.

"​På Bjerget"

v. Kristian Kjær

Bjerggårdsvej 9, Aale

7160 Tørring

CVR: 26952832

Tlf.: 75 67 60 67

​Mobil Kristian: 51292911

E-mail: bjerget@os.dk